BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Sundhedsudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme
Afgivet til forslagets 2. behandling
Landstingets udvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Anders Andreassen, Siumut, formand
Landstingsmedlem Paninnguaq Olsen, Inuit Ataqatigiit, næstformand (suppleant)
Landstingsmedlem Lars Karl Jensen, Siumut
Landstingsmedlem Godmand Jensen, Atassut
Landstingsmedlem Loritha henriksen, Kandidatforbundet
Landstingets Sundhedsudvalg har efter 1. behandlingen under EM2001 gennemgået forslag til Landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme med følgende bemærkninger:
Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Landsstyret fremkommer med nærværende forslag, da de tidligere regler på området ikke er blevet opretholdt efter sundhedsvæsenets hjemtagelse i 1992.
Udvalget noterer sig, at i forbindelse med en vedtagelse af forslaget vil der være mulighed for at sikre en hurtigere indgriben i tilfælde af en epidemi. Selvom de nævnte foranstaltninger i en konkret situation kan føles meget bebyrdende for den enkelte borger, er de nødvendige for at beskytte såvel enkeltpersoner som samfundet som helhed mod de risici, der er forbundet med en ukontrolleret smittespredning.
Et flertal af udvalgets medlemmer bestående af Siumut, Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet er enige med Landsstyret om at nedsætte en epidemikommission, der træder i funktion, når der opstår mistanke om en epidemisk situation.
Et mindretal i flertallet bestående af Atassut tilslutter sig det resterende flertals bemærkninger, men ønsker i tillæg hertil at bemærke, at Atassut ønsker en epidemikommission, som permanent er i beredskab, og ikke kun når epidemien indtræffer. På den måde er man bedre forberedt, hvis epidemien skulle indtræffe.
På den baggrund indstiller et enigt udvalg forslaget til vedtagelse.
Med disse bemærkninger skal Landstingets Sundhedsudvalg overgive forslaget til 2. behandling.
Anders Andreassen
Formand
Paninnguaq Olsen Lars Karl Jensen
Godmand Jensen Loritha Henriksen